Hvor går grænsen?

Jeg læste en artikel i Politiken, Hvorfor bringer Politiken grumme fotografier?, hvor de fortæller, at deres politik omkring billeder har ændret sig. Nu vil de gå længere end hidtil og fx bringe billeder af døde og svært kvæstede fra krigsområder, noget de ellers har været tilbageholdende med tidligere. Det er ikke for at sælge flere aviser, siger de, men for at gengive og dokumentere virkeligheden.

Jeg må indrømme, at jeg faktisk bliver lidt stødt af det. Tænk nu hvis det var en af mine kære, der blev præsenteret på den måde på forsiden af avisen. Ikke en særlig hyggelig tanke synes jeg. Selvfølgelig skal en avis dokumentere og gengive virkeligheden, men jeg synes grænsen går der, hvor vi får serveret død og lemlæstelse til morgenkaffen. Så er formålet at chokere, ikke at fortælle en historie. Dermed bevæger avisen sig over i retning af at være en part i konflikten i stedet for at rapportere objektivt. Jeg ved godt, at det er lidt naivt at mene, at medier i dag skal være objektive, men jeg mener stadig, at det må være målet. Når medierne ikke længere er objektive, bliver det nemmere at manipulere dem for konflikternes parter, for politikere og deres spindoktorer og for alle andre, der kan have en interesse i at give en historie det (for dem) rigtige spin. Og det bliver sværere for almindelige mennesker at gennemskue, hvornår der bliver manipuleret med dem.

Denne glidebane er vi allerede godt på vej nedad, og Politikens nye fotopolitik er desværre et godt skridt længere ned. Avisens fotografer er nu ved at gøre sig selv lige så uglesete som ambulancejægere og nysgerrige ved ulykker. De vil, når det går op for folk, hvad man risikere, når de fotograferer, få sværere ved at blive accepteret som uvildige observatører. Derved gør de det også sværere for sig selv og andre fotografer at arbejde, ikke kun i konfliktområder, men også herhjemme i andedammen.

Ja, billeder har været med til at ændre historiens gang. Tænk bare på det billede, Politiken selv nævner og viser fra Vietnam med en nøgen og forbrændt pige, der flygter fra et luftangreb. Eller billedet af en sydvietnamesisk politiofficer, der på åben gade henretter en vietcong. De ændrede den amerikanske befolknings holdning til krigen mere end noget andet. Billeder fra KZ-lejrene under 2. verdenskrig var med til at ændre tyskernes billede af dem selv, og de billeder var også meget direkte og brutale. Men alligevel synes jeg, at denne ændring er at gå for vidt.

Det bliver nu for nemt for redaktørerne at gemme sig bag reglerne og sige, at det er i tråd med politikken på området, og at billedet har været gennem en konkret vurdering. Der kan være (få) situationer, hvor hensynet til den enkelte bør vige for at fortælle en historie, men det bør være den store undtagelse frem for reglen. Og det bør efter min mening være den øverste ledelse af avisen, der tager stilling i hvert enkelt tilfælde.

Så hvor går grænsen? I hvert fald et pænt stykke før denne nye politik, synes jeg.